Sonofon lancerer stor reklamekampagne

Du har sikkert allerede set det. Sonofon har lanceret et nyt reklamekoncept, som allerede har lagt sig på en stor del af sendefladen i TV-stationernes reklameblokke. Sonofon har været kendt for legendariske reklamekampagner som Sonofonpigerne, Sonofon-delfinen og nogle børnedukker (som jeg for længst har glemt navnene på). Men selvom Sonofon nu er kommet på norske hænder (i den verdensomspændende Telenor-koncern) eksisterer der stadig en hvis grad af kreativitet i marketing-afdelingen.

Den nyeste reklamekampagne bygger på Sonofonhuset. Et forum, som går igen i både TV-reklamerne og på internetsiden. Det nyskabende i dette reklameunivers er, at Sonofonhuset bebos af helt almindelige medarbejdere fra Sonofon. Jeg har således allerede spottet flere lokale aalborgensere i TV-reklamen, som til dagligt arbejder hos Sonofon. Det er da en ganske sjov ide, og det virker garanteret også inspirerende og øger fællesskabsfølelsen hos Sonofon-medarbejderne.

Ellers er reklameuniverset selvfølgelig opbygget omkring en række kendte værktøjer som traditionelt tiltrækker kunder. Der er f.eks. en mulighed for at downloade gratis ringetoner, og der er mulighed for at sammenligne priser med andre selskaber i en funktion benævnt: Beregn din besparelse på ynglingsnummer.

Samtidig har Sonofon bibeholdt forbindelsen til de tidligere reklameuniverser. I Sonofonhuset kan man således møde Sonofonpigen Sanne, og ved nærmere inspektion kan der spottes flere plakater i Sonofonhuset af de tidligere deltagere i Sonofons reklameuniverser.

Dette link til fortiden er dog lidt paradoksalt. Præcis som det er paradoksalt, at både Sonofon og Cybercity i disse dage bruger store pengebeløb på at markedsføre deres “brand”. Den norske ejer – Telenor – har for længst udmeldt at varemærkerne “Sonofon” og “Cybercity” vil forsvinde i efteråret 2008 og blive afløst af det fælles “Telenor”-varemærke. Dog har markedsføringsafdelingen sikret, at Telenors logo (de blå cirkler) for længst er blevet indarbejdet hos både Sonofon og Cybercity.

Mon ikke danskerne hurtigt vender sig til, at de er kunder i norske Telenor – og ikke i aalborgensiske Sonofon (det er sikkert ukendt for de fleste, at Sonofon er et Aalborg-firma).

Related posts:



Leave a Reply »»